Erik Holm har stammet hele sit liv: “Det værste, jeg vidste, var at skulle læse højt foran resten af klassen. Det der med at alle sad og lyttede kun til mig. Åh, det var forfærdeligt.”

Som barn smuttede han fra undervisningen, før det blev hans tur til at læse højt. Som teenager pjækkede han helt fra timerne. “Jeg blev gradvist plukket for selvtillid. Som en svane, der stødt og roligt får plukket sine fjer, og til sidst står tilbage som en lodden udgave af sig selv.” Det fortæller 47-årige Erik Holm, der har stammet hele sit liv og i dag arbejder som journalist

Af Kristoffer Kristensen, Frederik Fogde og Alexander Brisling

I skolen, til fodbold og i barndomshjemmet i Aarhus. Ligegyldigt hvor Erik Holm befandt sig, så fulgte hans stammen med. “S” var et forfærdeligt bogstav for ham – ja, det kunne alle bogstaver sådan set være – og selvom han udmærket vidste, hvad han ville sige, så kunne hans stammen blokere for, at sætningerne blev sat fri. De blev i stedet holdt tilbage af en kombination af frygt, en krampelignende følelse under hagen og en tunge, som nærmest ikke ville slippe ganen. Som et fængsel for ord, hvor nøglen er forsvundet. 

Mere end bare almindeligt frustreret kunne han som lille dreng gå til sin mor og spørge: “Hvorfor stammer jeg?”. 

Personligt mindes han ikke selv at have stillet spørgsmålet til sin mor. Det gjorde han ellers flere gange, har han fået at vide. Ej heller husker han, at han var ked af det. Også dét har hans mor fortalt ham.

47-årige Erik Holm er i dag uddannet journalist, endda en dygtig én af slagsen. I flere år han arbejdet på Fagbladet Ingeniøren, han har siddet i Jyllands-Postens gravergruppe, og så er han forfatter. Han er en af de 50.000 mennesker i Danmark, der stammer, svarende til cirka en procent af befolkningen. Dertil kommer, at otte procent på et eller andet har tidspunkt stammet, hvor det er gået i sig selv. 

For mange kan talevanskeligheder være invaliderende og have både private og personlige konsekvenser. Også det har Erik Holm beskæftiget sig med journalistisk. Han er nemlig idemand til TV2-dokumentaren “Jeg er stammer,” i hvilken man følger 25-årige Peter Nielsen. For tid til anden skriver han også indlæg om det at stamme på sin blog ordkriger.dk.

Erik Holm er med andre ord en velskrivende og velfunderet journalist med ordene i sin magt, som vi i dag møder i hans hjem på Østerbro i København. Han skal fortælle om sit liv med stammen – og selvom det måske ikke er tydeligt ved første lyt og øjekast, så er han mærket af sine livslange talevanskeligheder. Fortiden er bag ham, men konsekvenserne og følgerne, som hans stammen har ført med sig, vil han for altid bære rundt på.

Derfor står flere ubehagelige oplevelser fra Erik Holms folkeskoletid i Aarhus også stærkt i hans erindring. For selvom han havde det godt socialt, og udadtil virkede som en selvsikker lille dreng, så førte enhver undervisningstime til hjertebanken og svedige håndflader.

“Det værste, jeg vidste, var at skulle løse højt foran resten af klassen. Det der med at alle sad og lyttede kun til mig. Åh, det var forfærdeligt,” fortæller Erik Holm og kommer med et eksempel på en sætning, der skulle løses højt: “Så gik han hen og satte sig under et træ i skoven”:

“Så kunne jeg sidde og forberede mig på, at det blev min tur. Og når jeg allerede ved “s-s-s-s-så gi-gi-gi-gi-gi-gi-gik” kunne mærke, at min stammen ville forhindre mig at læse sætningen højt, så var det jo dømt til at gå galt. Hos stammere er antennerne virkelig ude, og jeg kunne mærke, når der blev ubehageligt stille, eller de andre børn begyndte at fnise af mig. ‘Skal vi hjælpe dig i gang, Erik?’ kunne de så spørge mig, når jeg forsøgte mig med sætningen. Det var så udmygende. Jeg kunne jo ikke engang snakke,” forklarer han.

For Erik Holm førte de mange frustrerende oplevelser i undervisningen til, at han forlod klasseværelset, inden det blev hans tur til at læse højt.

“Jeg sad og regnede mig frem til, hvornår det var mig, som stod for skud. Inden det blev min tur, gik jeg ud på toilettet. Så sad jeg ellers der og ventede, indtil højtlæsningen var ovre,” fortæller han.

Én nedtur kommer sjældent alene

Det blev begyndelsen på en negativ spiral, som tog fart i takt med årene, der gik. 

I en alder af 10 år valgte Erik Holm – på råd fra sin mor – at begynde til taleundervisning. Sammen med de andre børn med talevanskeligheder, husker han, blev han sendt ud i Guldsmedgade i Aarhus med det for øje at overdrive sin stammen for at lære at acceptere den. Hverken overfor venner, bekendte eller en underviser, nej, den opskruede stammen skulle ske med butiksejeren eller den tilfældigt forbipasserende som tilskuer.

“For eksempel skulle jeg ud på gaden og sige: Jeg-jeg-jeg-jeg-jeg v-v-v-v-vil ge-ge-ge-ge-gerne kø-kø-kø-kø-købe e-e-e-e-et kli-kli-kli-kli-klippekort,” forklarer Erik Holm:

“Det var grænseoverskridende, ydmygende og pinligt. For mig og for de stakkels mennesker, som ikke anede, hvordan de dog skulle håndtere det her barn, som stod overfor dem og stammede.”

Oplevelsen skræmte Erik Holm og betød, at han droppede taleundervisningen:

“I bund og grund ønskede jeg vel bare at få noget aleneundervisning med en talepædagog, uden andre skulle høre på det. Men det kunne man ikke få dengang,” siger han:

“Det er måske svært for ikke-stammere at forstå, men ikke at kunne tale, som man ønsker..”

Erik Holm tænker sig om i et par sekunder.

“Folk måtte have gjort alt imod mig, hvis jeg bare kunnet have fået lov til ikke at stamme; hugge en arm, et ben en tå, ja, alt.”

Taleundervisningen var ude af billedet. Den negative spiral, som begyndte med, at han forlod klasseværelset og i stedet sad på skolens toilet, tog fart. Det er hans kontaktbog fra folkeskolen et vidnesbyrd om, fortæller han:

“I takt med at min stammen blev hårdere og hårdere, steg kravene fra skolens side med prøver og eksaminer. Især tog det til i 7-8. klasse. Jeg røg ind i rollen som den sjove dreng, der var urolig, lavede ballade og blev sendt uden for døren. Jeg gik ad en vej, som jeg ikke ønskede, men det blev min måde at overleve på.”

Blev det så nemmere at gå i skole, nu du var blevet klassens sjove dreng?

“Nej, det gjorde det ikke, tværtimod. For indeni var jeg stadig bange og nervøs. Da jeg først var endt i den negative spiral, blev jeg ligeglad med det hele. Jeg fandt ud af, at hvis jeg til undervisningen sagde, at jeg ikke havde lavet mine lektier, så blev jeg sprunget over. Så det sagde jeg – igen og igen – og pludselig havde jeg aldrig lavet mine ting. For alt i verden ville jeg bare ikke ende i flere pinlige situationer,” forklarer Erik Holm.

Hvorfor talte du ikke med dine lærere om, at du havde det svært?

“Jeg havde vel opgivet, tror jeg. Jeg blev gradvist plukket for selvtillid. Som en svane, der stødt og roligt får plukket sine fjer, og til sidst står tilbage som en lodden udgave af sig selv,” siger han.

Nærmest som hovedrollen i et HC. Andersen-eventyr stod 15-årige Erik Holm efter 9. klasse med for dårlige karakterer til at fortsætte i gymnasiet; “uegnet” lød vurderingen. I stedet tog han et år i 10. klasse, “væk fra alt det boglige,” som han selv fortæller det, og søgte efterfølgende ind på Handelskolen i Viby i Østjylland. Hans stammen var fortsat meget hæmmende for ham. Faktisk var den kun blevet værre gennem årene, og han måtte nogle gange helt opgive at færdiggøre sætninger. Men nu var det tid til en ny begyndelse, tænkte Erik Holm. Sådan gik det dog desværre ikke.

“På Handelskolen kulminerede det. Jeg fortsatte med at forlade klasselokalet, når jeg vidste, at det snart blev min tur. Derudover pjækkede jeg helt vildt. Selvom jeg havde både venner og kærester, så havde jeg det så dårligt indeni. Jeg forlod skolen med en følelse af at have skidt på dén, skidt på mig selv og min fremtid. Og så gik jeg ud med det, der må være det laveste gennemsnit i handelskolens historie,” siger han.

For Erik Holm blev årene efter handelskolen en rodløs tid: Manuelt arbejde på fabrikker, et ophold på en idrætshøjskole, dagpenge, fester og søgen efter svar:

“Jeg følte, jeg spildte mig liv. Jeg kunne mere og andet, men vidste ikke hvordan – og min stammen gjorde ikke ligefrem, at jeg så mere positivt på fremtiden,” siger Erik Holm.

I mange år havde han oplevet, at hans selvtillid og selvværd havde lidt alvorlige knæk. Så hvad gjorde den dengang unge Erik Holm i start-20’erne for at genvinde troen på sig selv? Han stillede sig ind foran spejlet:

“Jeg havde læst et sted, at man skulle kigge på sig selv i spejlet og højt fortælle alle de gode ting, der var sket i løbet af dagen. Det kunne lyde: ‘Hende den søde fra gården har smilet til dig.’ ‘Det gik godt til fodbold, jeg scorede to mål.’ Det var voldsomt akavet, men var samtidig med til at lægge kimen for en form for selvværd, jeg senere kunne bygge videre på,” forklarer Erik Holm.

“Som journalist skal man jo tale med folk”

Det var hverken fra børn eller fulde folk, Erik Holm skulle ende med at høre sandheden. Eller rettere sagt: blive stillet det rigtige spørgsmål. En dag kom hans kæreste nemlig til ham og spurgte: “Hvorfor bliver du ikke journalist?”. Noget må hun have misforstået, tænkte Erik Holm, for som journalist skal man jo tale med folk. Men han fulgte hendes råd, søgte ind og blev optaget. Hverken i første forsøg eller uden hjælp fra et forberende kursus, men optaget, det blev han.

“Det var en kæmpe lettelse. Jeg tog direkte ud til min mor og hendes mand og fortalte det. Hun begyndte at græde, det samme gjorde han. Jeg var rent faktisk kommet ind på en uddannelse. Nu var der fremdrift i mit liv,” fortæller han.

Med optagelsen på Journalisthøjskolen i Aarhus fulgte også et ansvar, tænkte nu 28-årige Erik Holm, som samtidig var nervøs for, om hans stammen ville være en for stor hæmsko på en uddannelse, der havde både det skrevne og talte ord på skoleskemaet:

“Jeg husker, at jeg skulle interviewe Jørgen Winther (tidligere sundhedsordfører for Venstre i Aarhus Kommune (red.)). Under interviewet stoppede han mig og sagde: ‘Okay, bare rolig. Jeg kan høre, at du stammer. Tag det helt roligt.’ Jeg følte på en måde, at han tog mig med bukserne nede, men samtidig gik det op for mig, at det jo også bare er mennesker, der sidder i den anden ende af telefonen,” forklarer Erik Holm og fortsætter:

“Det gav mig en god følelse i maven, og jeg fik mod på mere. Jeg har nok altid haft en vis portion fandenivoldskhed i mig, og nu havde jeg endelig chancen for at hive mig selv ud af dyndet. Intet skulle stoppe mig nu.”

Hverken på Journalisthøjskolen eller da han efterfølgende kom i journalistpraktik på BT, lod Erik Holm sig begrænse af sine talevanskeligheder. Skulle han overvinde den frygt, som var blevet sået i ham i folkeskolen og på Handelskolen, var han kort og godt nødt til at kaste sig ud i det:

“Det var vanvittigt grænseoverskridende. Fra min tid på BT husker jeg, at hvis min stammen var særligt slem en dag, så undlod jeg at interviewe, mens der var andre i nærheden. I stedet gik jeg ind på et lukket kontor eller ventede, til de andre var gået til frokost. Stille og roligt fandt jeg mine smutveje og min måde at gøre tingene på. Om man er ordblind, stammer eller noget tredje: man er nødt til at gribe de muligheder, som livet byder på. Det gjorde jeg heldigvis,” forklarer Erik Holm.

Man skal møde livet og de udfordringer, det fører med sig, forstår man. Men hvordan kan man gå fra at være så hæmmet af sin stammen, at man forlader klasseværelset under højtlæsninger, eller sågar bliver væk fra undervisningen, fordi man frygter at blotte sig selv og sine talevanskeligheder – til at man kaster sig ud i et liv som journalist, hvor man skal møde mennesker i alle typer af situationer?

Se, dét er et godt spørgsmål, siger Erik Holm efterfulgt af en kort pause. Og så:

“Jeg havde vel viljen i mig, jeg skulle bare have chancen og et skub på det rigtige tidspunkt. Jeg tror ikke, der var nogen særlig grund til, at det lykkedes for netop mig. For mig at se handler det om, at man som stammer gang på gang kan blive ramt på sit selvværd og sin selvtillid. Men man er nødt til at tage kampen op mod den negative spiral og sige til selv: jeg er god nok, det skal nok gå,” fortæller han. Foto: Kristoffer Kristensen