Alma skriver bog om stammen: Det er et stærkt undervurderet problem

Siden barnsben har Alma Lykkegaard stammet, men hun oplever, at både omverdenen og videnskaben har for lidt forståelse for problemet. Derfor hun sat sig for at skrive en bog om den i hendes øjne undervurderede problematik

Af Frederik Fogde, Kristoffer Kristensen og Alexander Brisling

Det er ikke, fordi hun stammer meget. Nej, når man møder og hilser på Alma Lykkegaard på 19 år og udveksler de første korte sætninger, slår det ikke en som det første, at man taler med en person, der har stammet det meste af sit liv. Hun fortæller da også, at hun ikke er en af dem, der er hårdest ramt. Men netop på grund af, at man ikke umiddelbart tænker over det, har mange en tendens til at undervurdere, at Alma Lykkegaards stammen rent faktisk har haft og stadig har en stor betydning i hendes liv.

• 

Derfor har den unge kvinde sat sig for at skrive en bog om problematikken. En bog, der forhåbentlig kan være med til at hjælpe nogle de mennesker, der stammer i Danmark, men også deres omgangskreds, deres lærere og chefer, så de bedre kan forstå det.

Alma Lykkegaard er en af de 50.000 mennesker i Danmark, der stammer, svarende til cirka en procent af befolkningen. Otte procent har på et eller andet tidspunkt stammet, hvor det er gået i sig selv. Men på trods af, at det for mange er invaliderende og har både private og personlige konsekvenser, er det sparsomt med viden på området, og det ærgrer Alma Lykkegaard.

”Der findes ikke noget materiale om at stamme. Der findes nærmest kun bøger for forældre, hvor de kan slå op på kapitel et, der kan hedde ’mit barn stammer’, og i kapitel to handler det så om OCD. Du får ikke brugbar viden ud af det. Og jeg kan jo se i de 12 år, jeg har gået til talepædagog, at det er de samme ting, de bruger. Der kommer ikke nyt materiale. Det er det samme, de bruger i dag, som da jeg gik i 0. klasse,” sige Alma Lykkegaard og tilføjer, at bogen skal tage udgangspunkt i hendes egne erfaringer med at stamme:

”Det skal tage udgangspunkt i, hvordan det har været for mig at stamme, og så skal der også være faktuelle oplysninger undervejs og metoder, man kan bruge. Men den tager udgangspunkt i mig, og hvordan det har været for mig,” siger hun. 

Hendes stammen startede allerede, da hun begyndte at tale, men fra første til fjerde klasse var den nærmest forsvundet. Fagfolk troede, der var tale om ”småbørnsstammeri”, men Alma Lykkegaards stammen kom igen efter fjerde klasse og har været der lige siden. Det er forskelligt, i hvilke perioder den er værst. I gode perioder mærker man det slet ikke på hendes udtale. I andre perioder stammer hun mere.

Adspurgt om, hvilke konkrete oplevelser hun selv har haft med stammen, og som hun blandt andet vil bygge bogen op om, peger Alma Lykkegaard på forskellige ting. Hun har oplevet det som værende svært, at folk afbryder hende, at folk gentager hende eller afslutter hendes sætninger for hende. Andre gange gør folk lidt grin med situationen for, at det ikke skal virke akavet.

”Jeg ser det som et problem, fordi det er irriterende, og jeg bliver nødt til at forklare det til folk, jeg møder på en ny arbejdsplads eller en ny skole for eksempel, så jeg ikke bliver afbrudt eller andet. Hvis jeg stammer rigtig meget et sted, hvor jeg har sagt det til folk, men de stadig ikke tager hensyn til det, så har jeg ofte slet ikke lyst til at snakke eller føre særlig mange samtaler, fordi jeg er irriteret over at skulle blive afbrudt. Det er mest det med, når folk gentager en. Det rammer meget hårdere, end folk tror. Man bliver mere ked af det, end folk tror,” siger hun og uddyber:

”Jeg plejer altid at sammenligne det med, at man ser en med et handikap, eksempelvis at personen har besvær med at drikke en flaske vand. Så går man jo heller ikke hen og hjælper personen med at drikke. Jeg kan godt snakke, man behøves ikke hjælpe mig med det. Mange prøver jo at hjælpe, men det er bare ikke rigtig en hjælp,” siger hun. 

Alma Lykkegaard peger på forskellige metoder, hun selv har brugt i forbindelse med sin stammen. Hun trækker blandt andet på erfaringer fra folkeskolen, hvor hun havde en aftale med læreren om, at hun skulle tages som en af de to første, hvis hun rakte hånden op, og ellers slet ikke spørges. På den måde skulle hun ikke sidde og tænke alt for meget over ordene. Men også fra nye arbejdspladser, hvor hun har skulle tale med nye kolleger. 

Metoderne kan lyde banale, men de virker, forklarer hun:

”Det, jeg har gjort mest, var, at jeg blokerede, hvor jeg simpelthen ikke kunne få et ord ud og blev rigtig meget afbrudt. Der begyndte jeg at øve mig på at hoppe på ordene og forlænge dem, så jeg ikke bremsede op. Det har været et redskab, jeg har brugt meget. Herhjemme havde vi en talepind, når vi for eksempel spiste aftensmad, og kun den med talepinden måtte snakke. Da jeg var lille stampede jeg også meget i jorden, når jeg ikke kunne få et ord ud. Det hjalp mig. Men ellers lærer man, hvilke ord man stammer på. Det har meget handlet om at lære at hoppe og forlænge på ordene, så man ikke blokerer sig selv,” siger Alma Lykkegaard og giver et eksempel: Har man problemer med at udtale s og skal sige ’sommerhus’, handler det om at forlænge s’et, indtil resten af ordet kommer.

Det er nogle af de erfaringer og metoder, bogen skal indeholde. Hvornår den kommer ud, er uvist. Den skal nok udkomme, forsikrer Alma Lykkegaard, men et forlag skal først være villige til at udgive den. For det er vigtigt, at der kommer mere opmærksomhed og viden om området, slutter hun:

”Der er stadig intet konkret svar på, hvorfor man stammer. Der er nogle teorier. Men der er jo vildt mange, der gør det. Og der er masser, der går op i diagnoser som ADHD og ADD, hvorimod der slet ikke bliver forsket indenfor stammen. Og dem, der har det i ekstrem grad, fylder det jo endnu mere for.”